top11
Vedtægter for Børne- og ungdomsnetværket Udskriv

1. Navnet på netværket

Børne- og ungdomsnetværket
”Et lærende netværk om børn og unge i danske udviklingsaktiviteter”

2. Formål

Børne- og ungdomsnetværket har til formål at øge kapaciteten samt videns- og strategiudviklingen hos de danske NGOere der arbejder med børn og unge som målgruppe i udviklingsbistanden.

Målsætningen er at indgå i systematisk erfaringsudveksling og dokumentation af erfaringer samt at udvikle metoder til arbejdet med børn og unge i bistandsarbejdet med henblik på at øge den faglige kapacitet i NGO-miljøet.

3. Medlemskredsen

Netværket består af organisationer og institutioner, der arbejder med børn og unge som målgruppe i udviklingsbistanden. Børne- og ungdomsnetværket er landsdækkende.

Medlemmer optages løbende af styregruppen. Udmeldelse af netværket kan ske med 2 måneders varsel.

4. Ledelse og ansvar

Medlemmerne af styregruppen vælges på årsmødet og består af 5 personer fra hver sin medlemsorganisation. Projektrådgivningen har en plads som observatør. Medlemmer af Styregruppen vælges for to år af gangen. I lige år vælges der tre medlemmer og i ulige år to medlemmer. Medlemmer af styregruppen kan genvælges.

Styregruppens medlemmer er valgt som repræsentanter for deres organisation. I det tilfælde en person udtræder af styregruppen inden udgangen af den toårige periode, kan organisationen indsupplere en anden. Såfremt en organisation udtræder af styregruppen inden udgangen af den toårige periode indsuppleres en ny organisation ved næstkommende årsmøde.

Gruppen konstituerer sig selv med formand og styregruppen fastsætter selv sin forretningsorden.

I det tilfælde netværket modtager en bevilling, placeres det administrative og økonomiske ansvar hos et medlem af netværket. Denne organisation er  på vegne af styregruppen ansvarlig for driften af netværket overfor bevillingsgiver. Organisationen er født medlem af styregruppen. Organisationen vælges af styregruppen ved konstitueringen.

Styregruppen har ansvaret for udmøntning af netværkets formål og er som sådan overordnet ansvarlig for bevilling og forvaltning af netværkets økonomiske midler, udarbejdelse af arbejdsbeskrivelser og kommissorier samt brugen af lønnede ad hoc konsulenter/ressourcepersoner.

Netværkets løbende aktiviteter koordineres af en netværkskonsulent, ansat af Styregruppen.

5. Tegningsregler og økonomi

Netværket tegnes af styregruppen. Styregruppen kan meddele fuldmagt.
Styregruppen er ansvarlig overfor bevillingsgiver inden for gældende rammer for faglige netværk.

Styregruppen har indenfor rammerne af netværkets formål myndighed til at bevilge midler på baggrund af ansøgning fra en eller flere medlemsorganisationer. Styregruppen har endvidere myndighed til at inddrage støtte, såfremt støtten ikke anvendes i overensstemmelse med formålet. Såfremt der behandles ansøgninger fra en organisation i styregruppen, er denne inhabil under behandlingen.

Netværkets regnskabsår er kalenderåret.

Årsregnskabet revideres af en statsautoriseret revisor.

I det tilfælde en organisation varetager det administrative og økonomiske ansvar på vegne af netværket, vil netværkets revisor og denne organisations revisor være sammenfaldende. Årsmødet udpeger en parlamentarisk revisor, som efter behov kan søge oplysninger om den regnskabsmæssige status.

Netværket hæfter alene med egen formue.

6. Årsmøder

Årsmødet er Børne- og ungdomsnetværkets øverste myndighed og afholdes én gang om året med følgende dagsorden:

Valg af dirigent og referent
Forelæggelse og godkendelse af styregruppens beretning
Forelæggelse og godkendelse af det afsluttede foreløbige årsregnskab
Indkomne forslag
Drøftelse af fremtidig virksomhed
Valg af medlemmer til styregruppen
Valg af parlamentarisk revisor  (se §5)
Eventuelt

Hver medlemsorganisation har én stemme ved årsmødet.

Vedtægtsændringer kræver tilslutning fra 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede. Andre afgørelser træffes ved simpelt flertal.

Det ordinære årsmøde afholdes i februar eller marts og indkaldes skriftligt ved fremsendelse af dagsorden mindst en måned før afholdelse.

Ekstraordinært årsmøde afholdes såfremt styregruppen ønsker det, eller hvis 1/3 af medlemmerne af netværket skriftligt fremsætter krav herom. Et ekstraordinært årsmøde skal varsles senest 30 dage inden afholdelse og eventuelle forslag til dagsorden skal udsendes senest 14 dage før afholdelse af det ekstraordinære årsmøde.

7. Vedtægtsændringer og forslag

Ændringsforslag til vedtægterne, herunder forslag om opløsning af netværket, skal være styregruppen i hænde senest 2 måneder før det varslede årsmøde og udsendes til medlemmerne sammen med indkaldelsen. Øvrige forslag til behandling på årsmødet skal være styregruppen i hænde senest en uge før mødets afholdelse.

8. Opløsning

Beslutning om opløsning af Børne- og ungdomsnetværket kan træffes på et årsmøde hvor mindst 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer, herunder fremmødte med fuldmagt, stemmer for.