|
Handicappede børn og unge er en glemt gruppe i bistanden - de inddrages ikke i udviklingsprogrammer og -projekter , heller ikke projekter, der er målrettet børn og unge. Uagtet at handicappede ifølge FN udgør 10 % af verdens befolkning, er det kun en promilledel af verdens samlede bistandsmidler, der går til handicappede.
Gruppen af handicappede børn og unge hører i en ”bistandsjargon” hjemme uden fællesbetegnelsen OVC´s: Orphans and Vulnurable Children. OVC´s er den gruppe af børn, der har de allersværeste vilkår og de får ikke på samme måde som andre børn får adgang til de ressourcer og muligheder, som ethvert samfundet byder på – også samfund i udviklingslandene. Meget få handicappede børn får eksempelvis adgang til en uddannelse, og hermed er der tale om diskrimination af handicappede børn og unge.
Alle undersøgelser viser, at handicappede er marginaliserede. Det dokumenteres, at handicappede hører til blandt verdens fattigste - en stor procentdel af voksne handicappede er analfabeter og arbejdsløse. Eksempelvis viser tal fra Verdensbanken, at det gælder 90 % af alle mennesker med handicap i Sri Lanka.
Rettigheder – også for handicappede
Alle Børnekonventionens artikler omfatter handicappede børn på lige fod med andre børn. Særligt artikel 2 om ikke-diskrimination og artikel 23 om handicappede børns ret til et indholdsrigt og værdigt liv fokuserer på handicappede.
Rettighedsarbejdet omkring handicappde har en lang historie. Så tidligt som i 1982 vedtog FN´s generalforsamling et politik-dokument med titlen: "The World Programme for Action Concerning Disabled Persons". Det er i en sammenhæng værd at bemærke, at handicappede i udviklingslandene har en særlig plads i dokumentet. Efterfølgende, som et resultat af FN-tiåret for handicappede (1982-1992), vedtog FNs generalforsamling i 1993 endnu et politik-dokument betegnet: "The Standard Rules on the Equalization of Opportunities for Persons with Disabilities", som bygger på et rettighedsbaseret tilgang. I December 2006 vedtager man så grundprincipperne for en decideret konvention om handicappedes rettigheder: "Convention on the Rights of Persons with Disabilities", en konvention som i foråret 2008 vedtages i sin endelige form. Børn og unge er selvfølgelig implicit omfattet af alle artikler, men er specifikt artikel 7 retter sig direkte mod børn og unges behov.
En særlig konvention om handicappedes rettigheder er motiveret af de samme problemstillinger, som i sin tid førte til en særlig konvention rettet mod børn og unge - nemlig den at svage grupper - uagtet at de er omfattet af de generelle rettighedskonventioner - oftest har brug for den særlige ramme, som der følger af en specifik konvention, for at sikre at deres rettigheder tilgodeses, implementeres og overvåges i tilstrækkelig grad. Når lande ratificerer konventionen om handicappedes rettigheder, må de jo afrapportere på implementeringen hvert fjerde år på samme måde som med Konventionen om Barnets Rettigheder. Og det er rimeligt at antage, at disse processer vil føre til forbedringer for handicappde personer, herunder børn og unge, i udviklingslandene.
Projekter der giver håb
Som nævnt sker der en diskriminering, idet handicappede børn og unge ikke får nær samme muligheder, som andre børn. Stigmatisering og overtro er medvirkende til, at Børnekonventionen på den måde overtrædes groft, når det handler om handicappede børn og unge. Handicappede i u-landene er nemlig ofte omgivet af overtro og manglende kendskab i det omgivende samfund til, hvorfor og hvordan et handicap opstår – eksempelvis kan man være bange for, at det smitter. Føder en kvinde et handicappet barn, betragtes det ofte som værende moderens egen fejl eller gudernes måde at straffe familien på. I begge tilfælde er det at få et handicappet barn omgæret med skam - der er stor risiko for at familien isoleres og udgrænses fra det sociale liv på grund af frygt for smitte. Eller familien trækker sig fra al social samvær på grund af skammen.
Oplysningskampagner har dog bidraget til en forbedring af situationen. Projekter for handicappede har i de seneste år ændret karakter fra overvejende at levere serviceydelser – hjælpemiddelindsamlinger eksempelvis - til i højere grad at fokusere på en rettighedsbaseret tilgang med vægt på fortalervirksomhed, lobbyarbejde og mobilisering. De fleste projekter handler i dag om at styrke organiseringen af mennesker med handicap - mennesker med handicap er selv de bedste til at kæmpe for egne rettigheder og samlet i en organisation står de stærkest i denne kamp. I de fleste ulande er der handicaporganisationer for forskellige typer af handicappede - blinde, døve, fysisk og mentalt handicappede - samt i visse tilfælde også paraplyorganisationer, der varetager alle gruppers interesse. Efterhånden er det også almindeligt at oprette organisationer eller afdelinger for forældre til handicappede børn eller særlige ungdomsgrupper – for således at yde en særskilt støtte til børn og unge med handicap.
Udviklingsorganisationer, der i u-landene arbejder med med med andre målgrupper af børn og unge og andre specifikke formål, opfordres til også at medtænke og inddrage handicappede i deres arbejde. Handicappede børn og unge vil nyde godt af, at så mange aktører som muligt har et handicapperspektiv indbefattet i alle deres strategier. Reelt skal der ganske få ekstra ressourcer til, for at gøre projekter og aktiviteter tilgængelige for handicappede - en lille indsats kan gøre en stor forskel. Eksempelvis ved at invitere handicappede med i nogle af aktiviteterne – når der arrangeres et offentlig møde eller en workshop kan man eksempelvis tydeligt give udtryk for, at børn eller unge med handicap også er velkomne. Ulandsprojekter, der ikke nødvendigvis udspringer af handicapbevægelsen, kan gøre en stor indsats for børn og unge med et handicap ved at inddrage dem - og på den måde normalisere deres eksistens og tilstedeværelse.
Senest opdateret juli 2008
|
