top11
Børnearbejde Udskriv
Børnearbejde
Børnearbejde er i mange u-lande et stort problem – arbejdet er ofte direkte sundhedsskadeligt og har desuden et omfang, der hindrer skolegang. Dog er det ikke alt arbejde udført af børn, der er børnearbejde - børns hjælp og bidrag til de daglige pligter regnes ikke som børnearbejde. Begrebet børnearbejde omhandler kun de typer arbejde, der er i strid med internationale konventioner eller national lovgivning – herunder arbejde af børn under minimumsalderen, farligt arbejde og de definitivt værste former for børnearbejde under hvilken kategori prostitution eksempelvis hører hjemme. (Se mere om definitioner og kategorier i intro-artiklen på næste side under materialer). Der findes ikke helt præcise statistikker for omfanget af børnearbejde. De eksisterende estimater bygger dog på valide undersøgelser og i tal fra 2006 anslås det, at i alt 218 millioner børn arbejder. Selvom børnearbejde tydeligvis er et stort problem, er der dog håb forude. Den internationale kamp mod børnearbejde bærer nemlig frugt – omfanget af børnearbejde er således i perioden 2000 – 2004 samlet set faldet med 11 procent, hvilket svarer til 28 millioner færre børnearbejdere.

Børnearbejde og rettigheder
ILO´s konvention nr. 138 fra 1973 fastlægger pligten til at vedtage minimumsalder og nedre grænser for børns beskæftigelse, der ikke må være lavere end 15 år for fuldtidsbeskæftigelse – dog 14 år i udviklingslande. Også Børnekonventionen har fokus børnearbejde – artikel 32 lyder således: ” Deltagerstaterne anerkender barnets ret til beskyttelse mod økonomisk udnyttelse og mod at skulle udføre arbejde, der kan være farligt, gribe ind i barnets uddannelse, eller skade barnets sundhed eller dets fysiske, psykiske, åndelige, moralske eller sociale udvikling”. En anden ILO konvention, nr. 182 omhandler de værste former for børnearbejde, herunder de definitivt værste former, som stater er forpligtet til at definere, identificere og sanktionere.

Typer af børnearbejde
Børnearbejde finder typisk sted inden for den uformelle sektor - 69% af al børnearbejde finder eksempelvis sted i landbruget. Ofte arbejder børn også i familiernes hjemmeproduktion - produkter som sko, fodbolde og tøj, kan indbefatte udarbejdelse af forskellige del-komponenter udført ved akkordarbejde i hjemmene, hvilket inddrager børn i industrilignende arbejde, som – fordi det finder sted i hjemmene - ikke underlagt arbejdsmarkedslovgivning. Meget børnearbejde har en negativ effekt på sundhed og fysisk udvikling. Det mest gennemgående problem er dog, at børnearbejde går ud over uddannelsesmulighederne – og dermed børnenes fremtidsmuligheder. 211 mill. børn kommer i dag ikke i skole – det antages at for de 190 millioner er det børnearbejde, der er årsagen til dette. Problemstillingen med børnearbejde kan virke meget simpel – det skal afskaffes. Her og nu. Dog ville dette forudsætte, at vi også her og nu afskaffer den vigtigste underliggende årsag, nemlig fattigdom. Hvis voksne kunne tjene tilstrækkeligt til at brødføde familierne, og der samtidig var relevant uddannelse af ordentligt kvalitet til rådighed, ville omfanget af børnearbejde følgelig blive drastisk reduceret.

At bekæmpe børnearbejde – hvordan?
For alvor at bekæmpe børnearbejde kræver ændring af politik og grundlæggende vilkår – først og fremmest at sikre de voksne ordentlige løn- og ansættelsesforhold, så de kan forsørge familien uden at børnene behøver at arbejde. Derfor er samarbejdet mellem arbejdsmarkedets parter og organisering af de voksne arbejdere et af de mest effektive midler til at minimere børnearbejde. Endelig kan man også med fordel støtte de NGO´ere, der med forskellige projekter er engageret i børnearbejde. NGO'ernes projekter kan eksempelvis handle om at yde mikro-kreditter, så børn ikke bliver nødt il at forlade skolen og arbejde, når høsten slår fejl Det kan også være etablering af alternative skoleforløb og aftenskoler eller pasningsordninger for mindre børn i tilknytning til skolen, så mødre kan have lønnet arbejde. Denne type projekter afhjælper de værste umiddelbare effekter af børnearbejde. Kan man gøre noget som individ og forbruger? Som forbruger i de vestlige lande er det faktisk svært at gøre noget, da langt hovedparten er den uformelle sektor – kun ca. 6% arbejder i eksportindustrien. Og man skal først og fremmest huske, at det ikke er nogen hjælp at holde op med at købe varer fra lande, hvor der kan forventes at være børnearbejde – at blive overladt til at sortere skrald på lossepladsen, fordi tæpperne på grund af boykot ikke længere kan eksporteres og sælges, er ingen løsning. Som forbruger kan man dog øve indflydelse med et lille men konstruktivt bidrag ved at købe bæredygtige varer som eksempel ´fairtrade` mærkede produkter – disse aftaler sikrer, at børn går i skole i stedet for at arbejde.
Senest opdateret august 2006

CAR_200602_WFP-Marcus_Prior_0036